This article is also available in English.
25 års jubilæum i Københavnerkirken!? 25 år som kirkeplanter!? Det er utroligt, som tiden går. Det føles ikke som mange år siden, hvor vi var en lille gruppe af mennesker, der havde et kald og en drøm om at plante kirke i København. Og nu står vi så 25 år senere og kan kigge tilbage på en fantastisk og vild rejse – med masser af hårdt arbejde, mange op- og nedture – men langt overskygget af Guds ufattelige velsignelser og godhed. Og menneskers forandrede liv.
Det er en god anledning til at stoppe op og se tilbage på, alt det der er sket. Og dele ud af nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig, som måske kan være en opmuntring og hjælp for alle der står foran at skulle plante menighed eller på anden måde tjene i Guds rige.
Stop op!
Stop op indimellem. Glæd dig over det, som gik godt.
Mit første råd er: Husk at stoppe op indimellem og kigge dig tilbage! Ofte kører vi bare derudaf, for der er hele tiden opgaver, der skal løses; mennesker, der skal tales med; gudstjenester, der skal planlægges. Der er altid nye problemer at løse.
Så stop op indimellem. Glæd dig over det, som gik godt. Overvej, hvorfor det der gik galt, gik galt? Sig Gud tak for, at han var med i og gennem det hele. Find ud af om du har brug for hjælp, støtte, nye skridt samtændringer.
Og du kan lige så godt gøre det med det samme. For det bliver ikke bedre, og der bliver ikke mere tid fremadrettet. Uanset om man er en lille plantning eller en stor veletableret kirke, er der lige meget arbejde. Opgaverne varierer og er forskellige, men arbejdet er det samme.
Fællesskabets uundværlighed
Det kan være en ensom post at være præst og kirkeplanter! Også selvom man er omgivet af mennesker. Bekymringerne – gør jeg det godt nok? Kommer mine prædikener ud over rampen og ned i hjerterne? Prioriterer jeg rigtigt? Og bare følelsen af ensomhed.
Fællesskab er afgørende. Når jeg kigger mig tilbage, ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag, hvis jeg ikke havde haft et fællesskab omkring mig. Gode medledere, som bar med i tykt og tyndt. Og venner, som jeg kunne være ærlig overfor, glæde mig sammen med, blive udfordret af, bede sammen med, grine med – og alt det andet som har holdt mig i live – både menneskeligt og åndeligt.
Hvis det er mig selv og min præstation, som er i centrum, vil resultatet helt sikkert ende i enten mismod eller hovmod.
Man snakker meget om ’accountability’, og det er vigtigt. Men jeg vil sige, at der i endnu højere grad er brug for én eller flere, som kan tale evangeliet ind i mit hjerte og dermed være en stor opmuntring i mit liv. Og bevare mig frimodig i tjenesten.
Det er interessant, hvordan mismod og hovmod er hver side af samme mønt! Og afslører, om evangeliet er centrum i mit liv og tjeneste. Hvis det er mig selv og min præstation, som er i centrum, vil resultatet helt sikkert ende i enten mismod eller hovmod.
Mismod og opgivenhed når jeg oplever modgang, eller at tingene ikke rigtig lykkes, eller at væksten udebliver. Hovmod, når det modsatte sker. Når jeg får ros, når folk kommer til, når pengene kommer ind.
Når evangeliet er centrum, kan jeg takle medgang, fordi jeg ved, at det ikke skyldes mine fortræffeligheder, men Guds nåde og velsignelse. Og når modgangen og mislykket-heden kommer, kan jeg glæde mig over, at det ikke er mine præstationer, som gør, at jeg er et Guds barn. Og jeg kan lytte til gode råd og kritik, uden at det tynger mig ned.
Guds ord og evangelisation
Når jeg ser tilbage, kan jeg igen og igen blive overrasket over, at det er så svært på disse to områder: Bibelen og evangelisation! Det er jo helt centralt for Jesus, for Paulus og for kirken. Og er den røde tråd gennem hele Gammel og Ny Testamente.
Hvordan kan det så være, at det er så svært at fastholde Bibelen i centrum – både når vi er sammen til gudstjeneste og derhjemme? Og hvordan kan det være, at det at skulle være et vidne og dele evangeliet med vores familie, naboer og kollegaer kan være så svært. Også selvom mange af os kan tænke tilbage på opmuntrende og gode samtaler!
Jeg er overbevist om, at Djævelen ved, at netop disse områder er afgørende. Afgørende for vores egen tro. For at blive bevaret i en levende tro. Og for menigheden i at blive bevaret på et sundt og sandt spor. Derfor sætter han hårdt ind her.
Og han vil gøre alt for at undgå, at evangeliet spredes. Så også her sætter han hårdt ind, så vi mister modet mht. at være en tydelig kristen og dele evangeliet med vores medmennesker.
Det kan være så let at give efter for dette pres. Men netop fordi vi ved, at det ér sådan, må vi sætte ekstra ind! Opmuntre til at have Bibelen i centrum – og ikke bare opmuntre, men også i praksis vise det, når vi er sammen og derhjemme.
Og vi må blive ved med at opmuntre hinanden til at dele evangeliet med dem, som Gud sender på vores vej. Også når vi kan tænke, at det har de da ikke brug for. Og hvor vi nærmest kan føle, at vi kommer til besvær med besværlige nyheder!?
En god ven sagde engang til mig: ”Vi skal ikke, på forhånd, sige nej for folk til at tale om evangeliet – vi skal dele det med dem og lade dem selv sige nej, hvis de ikke har lyst!”
Hard work
Lad os arbejde, som om alt afhænger af os – og samtidig bede, som om alt afhænger af Gud.
Der er ingen grund til at skjule, at tjeneste i Guds rige er hårdt arbejde. Og det er uanset, om det er kirkeplantning eller anden tjeneste. Det kræver tid, commitment, udholdenhed og hårdt arbejde. Det er ikke noget, der kan klares med venstre hånd!
Men bare rolig, vi har en evighed foran os, hvor vi skal skal gå ind til hvilen, som Jesus har beredt for os. Så lad os efterligne Jesus, “som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.” (Hebr. 12,2b)
Lad os arbejde, som om alt afhænger af os – og samtidig bede, som om alt afhænger af Gud (hvilket vi ved, atdet gør!!)
Kærlighed
Når vi er i tjeneste og arbejder i menigheden, kan vi ofte blive så optaget og fokuseret på ”projektet” – på at kirken skal vokse, at gudstjenesterne og arrangementerne skal lykkes – at vi glemmer menneskerne! Men mennesker er afgørende. Jesus havde en mission: at frelse verden! Men han elskede mennesker, han så dem i øjnene og havde en unik omsorg og kærlighed for den enkelte.
Lad os bede om, at Gud vil gøre vores hjerter større for mennesker og give os sin kærlighed til den enkelte, i stedet for at bede om, at vi må vækste og blive en succes. Og det gælder både dem, der er indenfor i menigheden, men i lige så høj grad for dem, som er udenfor.
Gud er god!
Når jeg kigger tilbage, må jeg gentage, at det har været hårdt arbejde med en masse bump på vejen, bekymringer, lange dage, endda skuffelser – men det er langt overgået af alle Guds kærtegn og velsignelser. Og jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg gjorde gerne det hele om igen!
