This is also available in English.
En gospelkoalition i norden, i de nordiske lande, er en enestående indsats i kristenhedens landskab i vores region. I modsætning til på den ene side de pragmatiske bestræbelser fra intrakirkelige grupper (fx i Danmark den evangeliske alliance eller fri kirke net – og på den anden side af de liberaliserende økumeniske bestræbelser i hovedkirkerne) en nordisk genskabelse af TGC i USA, er tydeligt forenet af vores forpligtelse til reformatoriske evangeliske sandheder og af vores teologiske vision for, hvordan evangeliet kan forme og reformere vores region i verden. Som et udtryk for dette særpræg vil jeg afsætte en serie på fem korte artikler, der er helliget at navngive og forklare dette særpræg. Læs næste artikel her.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen. (Gal 1,3–5)
Det nordiske samarbejde er på vej tilbage. Da jeg var teenager, var det helt vildt for svenskere at tale engelsk, både i Stockholm og i udlandet. Da vi mødte en nordmand, ville vi selvfølgelig bruge det engelsk, man begyndte at lære i 1. klasse. Hvem vil overhovedet risikere vigtige misforståelser?
Nordiske samarbejde
Men i 2023 med en truende krig for døren søger Sverige til Finland for militært samarbejde, og norden forstår igen værdien af samarbejdsforhandling og immigrationsstrategier. I disse dage er der pannordiske råd for etik, litteratur, bæredygtighed, ligestilling og integration (se www.norden.org). Mørket, isolationen og engagementet i sundhed og velfærd binder vores region sammen historisk og kulturelt.
Selvfølgelig er der stadig lommer af nationalistisk modreaktion. Vi so bor i Danmark er ofte interesserede i at identificere os mere med vores sydlige naboer i Tyskland med al deres militære og økonomiske styrke. Jeg har fået at vide, at danskerne nogle gange ikke kan lide svenskere, og at nordmændene har et nag til deres historie om dansk imperialistisk besættelse. Ø-nationerne Island og Færøerne føler ofte, at deres “ø-mentalitet” adskiller dem fra de andre nordiske landes flittighed. Men med disse undtagelser til side, ser det ud til, at vi nu mere end andre gange i historien forstår, at ”Norden”, som vi siger på svensk, dansk og norsk (sprog, der også forstås i store dele af Finland, Island og Færøerne)— kan mere sammen, end vi kan hver for sig.
Paulus skrev til en region af kirker
I Galaternes bog skrev Paulus til en region af kirker, som han havde plantet (herunder i det mindste Antiokia af Pisidien, Ikonium, Lystra og Derbe kirker). I et tidligt brev, der ud pakkede de mest centrale evangeliske sandheder om retfærdiggørelse og den nye mission til hedningerne, valgte Paulus ikke at skrive til en enkelt kirke eller by, som han ellers ofte gjorde, men at skrive til en region af kirker, som Herren havde plantet og styrket gennem ham. Vi kan spekulere på hvorfor Herren overvågede dette brev gennem Paulus: måske følte Paulus, at få evangelisk troende kristne i hver by var for isolerede og havde brug for at forstå hinanden som en regional helhed, måske var de spørgsmål, Paulus tog op, så væsentlige, at han ønskede dem blev gentaget igen og igen i regionens kirker, måske var der lokale konflikter, der kunne forliges i forbindelse med den bredere evangelieforsamling – uanset årsagen til, at vi ser, at Gud ordinerede, at kirkerne i Galatien blev bygget op af bredere regionalt fællesskab.
Noget unikt
Som en eksempel af den princip Paulus viser her, har de evangelieforkyndende kirker i Norden noget unikt at tilbyde. Mens de nordiske samfund ser på hinanden for at fremme den ene eller anden politiske dagsorden, eller for at bruge en anden til at blive en rigere og mere konkurrencedygtig forening – står kirkerne med evangeliet som vores magt og vores lys. Evangeliet, der minder os om, at al vores menneskelige stræben efter sundhed, rigdom og livskvalitet mangler Guds herlige vision om godhed, som i virkeligheden afspejler hans egen herlighed. Gud sendte selve legemliggørelsen af det gode liv ned for at gå med os, for at dø i vores sted og for at genopstå som den første af det nye liv, der kommer. For mens den lykke og tilfredshed, der er lovet af de sekulære stater i Norden, tilbyder det gode liv, ved vi, at velfærd adskilt fra den sande brønd af alt godt, kun ender i den irriterende gåde om et meningstomrum. For eksempel er Norden, trods al vores tilfredshed og kreativitet, også en af de mest stressede og medicinerede regioner i verden.
Men vi som en koalition af evangeliekirker kan modellere en bedre måde. I stedet for at bruge hinanden til at forene os ind i mere rigdom, kan vi tilbyde et boost eller en skulder til at løfte hinanden op og få et større glimt af vores herlige, alt tilfredsstillende Gud.