Lad os tale om skam

Måske oplever du overskriften her som en selvmodsigelse. Skam er nemlig ikke noget, vi bryder os om at tale om. Jeg var for nogle år siden til et foredrag med psykolog Krista Korsholm Bojesen. Hun fortalte, at hun havde oplevet, at folk var nødt til at forlade rummet under hendes foredrag om skam, fordi det var så ubehageligt for dem at høre om. 

Så hvorfor skal vi tale om skam alligevel?

Det skal vi, fordi vi går glip af en del af evangeliets lægende kraft, hvis vi ikke er bevidste om, hvad skam er, og hvordan Gud møder os i skammen. En forvrænget forståelse af Gud, som er farvet af usund skam, kan få os til at holde os på afstand af den Gud, der løber imod os med åbne arme (Luk 15,20).

Derudover spiller skam en anden rolle i vestlig kultur i dag, end hvad der tidligere var tilfældet. Som Krista Korsholm skriver: ”I dag er det op til det enkelte menneske at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Vores værdier er ikke længere kollektive, de er blevet privatiseret. Mange oplever det som en frihed, mens endnu flere føler sig skyldige og skamfulde og dermed forkerte som mennesker” (min fremhævelse). Evangeliet om Jesus Kristus er tidløst og evigt relevant (Heb 13,8) – men samtidskulturen kan spille en rolle for, hvilke elementer af evangeliets rigdom, vi betoner med særlig vægt. Et foredrag med den danske teolog Leif Andersen fik især mine øjne op for, hvor vigtigt dette er, og hvad vi mister som kirke, hvis ikke vi forstår skammens rolle for mennesker i dag.

Hvad er forskellen på skyld og skam?

Skyld refererer til en objektiv virkelighed og/eller en subjektiv følelse af, at man har gjort noget, der er forkert. Vores skyld og synd i form af oprør mod Gud skilte os fra Ham (Es 59,2), og derfor er det vidunderligt gode nyheder, at Jesus har båret vores skyld og straf ved sin stedfortrædende død (Es 53,5-6; Kol 2,14; 1 Pet 3,18a; Rom 5,6-10).

Skyld refererer til en objektiv virkelighed og/eller en subjektiv følelse af, at man har gjort noget, der er forkert … Skam er derimod følelsen af at være forkert. 

Skam er derimod følelsen af at være forkert. Den kan bl.a. opstå, når vores fejltagelser, synder og svagheder bliver en del af vores selvbillede: ”Jeg er sådan én der… [indsæt fejltagelse/synd/svaghed]”. Skam handler også om spørgsmålet: ”Hvordan ser andre på mig?” Andres blik på os former vores selvbillede i utroligt stærk grad. Skam er en social følelse, for hvis andre ser én som forkert og frastødende, så er man uden for fællesskabet. Og fællesskab er livsvigtigt for os mennesker. Allerede før syndefaldet sagde Gud: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1. Mos. 2,18a). 

Når man er tynget af skam, oplever man frygt for at blive afvist på grund af, hvem man er – ikke på grund af noget specifikt, man har gjort. Konkrete handlinger kan man gøre noget ved og få tilgivelse for, men hvad skal jeg stille op, hvis det er mig, der er forkert? Bliver jeg så afvist og forkastet? Her er det vigtigt at forstå, at tilgivelse ikke umiddelbart virker på oplevelsen af skam. Blake Glosson skriver rammende: ”Kernen i vores frygt for at være fuldt ud kendt er frygten for afvisning. Og den mest smertefulde form for afvisning er ikke at blive afvist for noget, vi har gjort, men for den, vi er. Læg mærke til, at Adam ikke siger: ”Jeg blev bange, fordi jeg spiste frugten.” Han siger: ”Jeg blev bange, fordi jeg er nøgen.” (forfatterens fremhævelse) – se 1. Mos. 3,10.

Skam og vores (ubevidste) billede af Gud

Nogle mennesker kan have en tilbøjelighed til at reagere med skam på grund af livsoplevelser, der uundgåeligt er med til at forme vores psyke. Børn, der har oplevet, at deres forældre glædede sig over dem, bare fordi de var, har fået en sund dosis modgift mod skam med sig i livet. Omvendt kan en tidlig og førsproglig oplevelse af at føle sig uønsket – eller måske endda frastødende – sætte sig dybt i et menneske. Som et sæt briller, man ikke ved, at man har på, kan hele verden blive filtreret gennem denne forståelse. Også senere livsoplevelser i betydningsfulde relationer, hvor man vover at være sårbar, men dernæst bliver afvist og forkastet, kan sætte sig dybt i et menneske. Det kan blive rigtig giftigt, hvis vi slæber den forståelse med ind i vores (ofte ubevidste) billede af, hvem Gud er. Vi kan – uden at vide det – filtrere vores læsning af Bibelen og vores teologi gennem disse ”briller”, som vi ikke ved, at vi har på. Vi kan få en forvrænget forståelse af, hvad det betyder, at vi er syndere. At Gud måske nok frelser os gennem Jesus, men at Han i virkeligheden rynker på næsen af os og helst vil beholde os på afstand, fordi Han faktisk finder os frastødende. Prøv at forestille dig, hvis det er sådan, det moderne menneske hører os tale om synd?

Tilgivelse virker på ikke umiddelbart oplevelsen af skam.

Ind i dén forestilling er det vidunderligt gode nyheder, at Jesus møder os i skammen på en måde, som er meget bedre, end hvad vi i vores vildeste fantasi kan forestille os.

Hvordan Jesus læger vores skam

Det, der læger skam, er at blive set – med alt hvad man er: fejltagelser, synder, svagheder – og stadig være elsket. At blive set på med et nådigt blik. Skammens impuls er at trække sig væk og gemme sig. Derfor må der have været noget helt særligt ved den måde, Jesus mødte mennesker på. For alle dem, der var samfundets udskud, uønskede, forkerte og skamfulde, flokkedes om Jesus! Dane Ortlund skriver i Gentle and Lowly: ”At Gud er rig på barmhjertighed betyder, at din dybeste skam og fortrydelse ikke er et hotel, som guddommelig barmhjertighed passerer igennem, men et hjem, som guddommelig barmhjertighed tager bolig i. Det betyder, at de ting ved dig, som giver dig mest lyst til at krybe i et musehul, får ham til at kramme dig tættest til sig […] Det betyder, at den skam, der hjemsøger os, ikke er et problem for ham, men netop er dét, han elsker allermest at arbejde med. Det betyder, at vores synder ikke slår hans kærlighed ud af kurs. Vores synder får hans kærlighed til at vælde endnu stærkere frem” (179–80).

Et illustrativt eksempel er Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden (Joh 4,1-42). Jesus møder kvinden, som har haft mange mænd, og som med stor sandsynlighed er skamfuld over sin livsstil, på en måde, så hun udbryder til de andre fra byen: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?” (Joh 4,29). Jesus får konfronteret hendes synd på en måde, så hun ikke går til i skam og gemmer sig, men tværtimod fortæller vidt og bredt om det. Jeg forestiller mig, at noget i Jesu blik må have fået hende til at føle sig set. Elsket. Og dér kunne hun se sin skyld i øjnene, uden at det blev selvudslettende.

Møder vi mennesker på den måde, som Jesus gjorde det? Som kirke har vi en unik mulighed for at møde det moderne menneske med et ekstraordinært nådigt fællesskab, der elsker, tilgiver og rummer på en måde, som er fremmed mange andre steder i samfundet. Det kan vi, fordi vi selv er elsket, tilgivet og rummet af vores Frelser, som binder os sammen i kærlighed og lærer os at elske, som Han har gjort det (Kol 3,12-14; Joh 13,15; 1 Joh 4,7-12).

Må vi være dybt forankret i Jesu kærlighed, der læger vores egen skam, så vi kan møde en tørstende verden med Jesu nådige blik og Faderens overvældende kærlighed.