Svaghed som en åndelig gave

Guds magt udøves i vores magtesløshed (2. Kor 12,9). Tror vi virkelig på dét?
Jeg er nysgerrig efter at vide, præcis hvad Paulus’ torn i kødet var. Jeg tror dog, det er nådigt for os, at vi ikke får det fortalt direkte – og derfor ikke kan vide det med sikkerhed. På den måde er det måske lettere at bruge Paulus’ visdom i forhold til vores specifikke oplevelse af, hvordan svaghed ser ud i vores liv. 

Ingen bryder sig om at føle sig svag og afhængig af andre. Måske specielt her i Norden, hvor vores materielle velstand, sociale stabilitet og fredelige samfund skaber en fornemmelse af, at vi klarer os ret godt på egen hånd. Som kristne kan vi måske godt lide idéen om overgivelse til en suveræn Gud – indtil vi støder på den svaghed, som gør det til ikke bare en mulighed, men en desperat nødvendighed.  

Det er vigtigt at være klar over, at når vi taler om svaghed, taler vi ikke nødvendigvis om synd. Synd og svaghed er til en vis grad forskellige kategorier, selvom de kan overlappe. Nogle former for synd kan også forstås som svaghed, mens alle slags svaghed ikke nødvendigvis er synd. Jeg var lettet over at finde ud af, at jeg ikke behøver at føle mig skyldig eller skamme mig over mine indbyggede begrænsninger som menneske – Gud skabte mig sådan, i overensstemmelse med Hans gode design, allerede før syndefaldet. Det var formentlig blandt andet for at minde os om, at Gud er Gud, og det er vi ikke. 

I vores behov for søvn ligger der en påmindelse om netop dette. Tænk over, hvor meget mere ”produktive” vi kunne have været, hvis vi ikke skulle bruge så mange timer i ubevidst tilstand hver nat! Men i vores behov for søvn bliver vi mindet om, hvem der styrer og opretholder verden (Sl 135,6; Heb 1,3) – og det er ikke os. 

Så hvad sker der, når søvn pludselig virker som en umulighed? 

Når søvnen udebliver 

Jeg har for relativt nylig været igennem en periode med alvorlige stress-relaterede søvnproblemer. Jeg kan holde mig kørende i forholdsvis lang tid med krævende opgaver og for lidt søvn, og det har jeg gjort i perioder flere gange i mit liv. Men den her gang var anderledes. Jeg var komplet udmattet og var desperat efter at kunne sove, men mit sind og min krop ville bare ikke samarbejde. Det var frygteligt. Jeg vil ikke ønske det for mine værste fjender (hvis jeg har sådan nogen). Jo mere jeg fulgte alle de gode råd, jeg kendte (motion, at reducere koffein og sukker, gøre afslappende ting osv.), jo værre virkede det som om, at det blev – for der er bare dét ved søvn, at jo mere man prøver at kontrollere det, jo sværere bliver det at sove. Det vidste jeg godt – men det er så svært at afholde sig fra at prøve at kontrollere tingene, når man er desperat. 

Jeg kunne ligge i min seng i timevis med hjertebanken og angst, der pumpede rundt i hele kroppen, og bekymringer, der blev forværret af manglen på søvn – hvilket gjorde mig mentalt meget skrøbelig. I forhold til den nærmeste fremtid, ville jeg så være i stand til at fungere næste dag, hvor jeg skulle håndtere et følelsesmæssigt krævende job? (Nogle dage kunne jeg godt, andre dage ikke). På længere sigt, ville det her så betyde, at jeg ikke kunne blive i mit daværende job? (Det gjorde det – og nu kan jeg se, at dét var en stor nåde i mit liv). Ville manglen på søvn gøre mig fysisk syg? (Jeg kendte til de reelle og skadelige fysiske og mentale konsekvenser af vedvarende dårlig søvn). Ville det nogensinde holde op? (Jeg kunne simpelthen ikke vide det, og dét at læse historier om mennesker, der vedvarende kæmpede med dårlig søvn, var ikke opmuntrende). Det gjorde oven i købet det hele en smule ironisk, at jeg som psykolog har en vis viden om, hvordan man kan behandle søvnproblemer, og mit primære arbejdsområde – min specialisering – er angst. Hvorfor kunne jeg ikke bare fikse mig selv?! 

Jeg bad også, alene og sammen med andre, og bønfaldt Gud om at løse søvnproblemet. I et af mine mest desperate øjeblikke sad jeg ved mit klaver i mørket midt om natten, grædende, mens jeg sang til Gud – men dog ikke for højt, i et forsøg på ikke at vække mine naboer. 

For at bære mere frugt 

Gennem bøn, sammen med andre og alene med Gud, begyndte noget langsomt at gå op for mig: Måske grunden til, at Gud ikke bare ”fiksede” søvnproblemet, kunne være, at Han var ved at beskære mig, for at jeg skulle bære mere frugt – sådan som det er beskrevet i Joh. 15,2. Ikke som en barsk sportscoach, der tildelte ekstra armbøjninger, mens han holdt sig på afstand med korslagte arme (hvilket til en vis grad, for nogle år siden, var mit ukorrekte billede af, hvordan Gud mødte mig i mine prøvelser – selvom jeg ikke ville have formuleret det sådan dengang). Nej, Han beskærer mig som min omsorgsfulde og kærlige Bedste Ven, som ønsker at fjerne alt det, der hindrer min fulde glæde og tilfredsstillelse i Ham. Og én hindring for dette er ufuldkommen overgivelse og ufuldkommen afhængighed af min suveræne Herre i alle ting. Måske var det her faktisk et svar på den bøn, jeg havde sunget med på til Jonathan Ogdens smukke sang ”Garden”: 

(Pas på med, hvad du beder om!) 

Jesus ønsker at befri os fra den mistillid til Ham, der kommer til udtryk i vores bekymringer, selvom netop de bekymringer drager Hans medfølende hjerte til os. Han ønsker at befri os fra den menneskefrygt, som binder os, og som kan være en drivkraft bag mange af vores bekymringer. 

Under en af de ulidelige søvnløse nætter skrev jeg nogle virkelig rå og ærlige bønner ned, hvor jeg bønfaldt Gud om at befri mig. Jeg tror, at dét var både rigtigt og godt. Men jeg opdagede også, at vendepunktet – det øjeblik, hvor søvnproblemerne begyndte at aftage bare en smule – var da jeg accepterede, hvad end konsekvenserne ville blive. Som i ægte, følelsesmæssig accept; ikke bare den intellektuelle accept, som jeg havde fortalt Gud, at jeg havde, gennem hele prøvelsen. Jeg var nødt til virkelig at mene det. At overgivelse til Guds plan virkelig ville være det bedste; at Han virkelig ville være god og trofast; at Han virkelig ville drage omsorg for mig; og at uanset, hvad Hans plan var, så var den bedre end de planer, jeg desperat klamrede mig til. At uanset, hvor smertefuld Hans plan var, så virkede Han alt til gode (Rom 8,28). At selv hvis Han ikke befriede mig, så var Han stadig min tilbedelse værdig (Daniel 3,17–18).

Måske grunden til, at Gud ikke bare ”fiksede” søvnproblemet, kunne være, at Han var ved at beskære mig, for at jeg skulle bære mere frugt – sådan som det er beskrevet i Joh. 15,2

Overgivelse til den Suveræne Herre over alle ting 

Så selvom Gud giver mennesker søvn som en god gave (Sl 127,2), var der tilsyneladende noget, jeg havde mere brug for end søvn – nemlig mere af Ham. 

Vi er som græs, der visner (1 Pet 1,24; Sl 103,15–16) – Gud er evig og suveræn (Es 40,28; Åb 1,8; Sl 115,3; Jer 32,17). Hvor var det vanvittigt at forestille sig, at mit liv skulle være bedre placeret eller mere trygt i mine egne hænder end overgivet til Ham! Ham, som skabte hele universet (Kol 1,16), men som stadig har tal på hvert et hår på mit hoved (Matt 10,30-31). Ham, der styrer hver eneste detalje i verden (Ordsp. 16,33). Ham, som ikke bare elsker, men som er Kærligheden selv (1 Joh 4,8). Ham, hvis hænder blev gennemboret for mig, hvis krop blev såret for at bære min synd; Ham, hvis kærlighed ledte Ham hele vejen til korset og ind i døden – i mit sted (Es 53,4–6). Hvorfor tvivlede jeg på Hans trofasthed, når jeg har set den igen og igen i mit liv? Og når Hans trofasthed gennemsyrer hver en bog i Hans skrevne Ord i Bibelen – særligt som det kommer til udtryk i korset og den tomme grav? 

I sin barmhjertighed bruger Gud vores svaghed til at drage os fra illusionen om vores egen styrke og ind i Hans uendeligt stærke og kærlige arme. Vi indser den sandhed, at skilt fra Ham kan vi slet intet gøre (Joh 15,5). Vi har måske intellektuelt abonneret på idéen tidligere – men når vores svaghed driver os til Kristus, indser vi med det inderste af vores væsen, at vi virkelig er hjælpeløse uden Ham. Og venner, dét er en gave. For det er en åndelig virkelighed, som vi nemt kan være blinde for – måske særligt i Norden, med vores liv præget af lethed og komfort, og den dertilhørende illusion om uafhængighed. 

Hans trofaste kærlighed er bedre end selve livet 

Jeg har længe elsket Salme 63, og vers 3 (i den engelske ESV-udgave) har i flere år hængt på min væg: ”Because your steadfast love is better than life, my lips will praise you”. Denne salme har til dels fascineret mig, fordi Davids stærke udtryk for længsel efter og glæde i Gud kommer til udtryk midt i ”det tørre, udpinte, vandløse land” (vers 2b). Davids fysiske tørst får ham til at længes, ikke først og fremmest efter vand, men efter Gud.

Ved Guds ufattelige barmhjertighed gjorde Han i stigende grad ordene fra Salme 63 til min oplevelse midt i prøvelsen – at Hans trofaste kærlighed virkelig er bedre end livet selv. Jeg ved, at der er dybder af det udsagn, som jeg kun er ved at forstå begyndelsen af. Men jeg kan bevidne, at Hans vidunderlige nærvær og godhed i mit liv er overvældende – selv når planen på nogle måder indebærer det udfald, jeg frygtede. Det viser sig, at Hans plan virkelig er bedre, selvom det ikke var den vej, jeg dengang selv ville have valgt. Det står tydeligere for mig nu, hvor jeg kan begynde at se tilbage på en svær periode, som jeg får hjælp til gradvist at komme videre fra (tak Gud for dygtige psykologer). Men mens jeg stod i det, dengang det var allersværest, oplevede jeg, at Gud kommunikerede til mig, at Han er min fred – selv når Han ikke giver mig alle svarene. 

Sand styrke

Jeg ser i stigende grad min svaghed som en åndelig gave – godt hjulpet af én af mine kære præster, Kristian Holm Tindbæk, som Gud har givet en særlig gave til at prædike over dette emne, samt til at vise, at i Guds omvendte Rige er svaghed virkelig en styrke (2 Kor 12,10). Det er, fordi svaghed forbinder os til Guds uendelige styrke – Gud, som elsker at vise sin styrke på vegne af dem, der stoler på Ham (2 Krøn 16,9; Es 40,29; 41,10). Ja, det kommer i smertefuld indpakning. Men Skriften vidner om, at smukke ting så ofte kommer gennem død og lidelse (Joh 12,24; 1 Kor 15,36 + 15,42–43). 

Jesus tager mig til nye dybder i erkendelsen af den dyrebare sandhed, som jeg har hørt mange gange før, men som jeg først er ved at begynde rigtigt at forstå: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9a). Og Han lærer mig i stigende grad at svare med Paulus: ”Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig” (2 Kor 12,9b).