This is also available in English.
Når jeg underviser i troslære og kommer til bibelsynet, sker det næsten hver gang, at mindst én protesterer over udtrykket ”Skriftens klarhed.” Hvis Skriften virkelig er klar, hvorfor er kristne så så uenige om tolkningen? Også blandt akademikere er protesten udbredt. Den kristne sociolog Christian Smith skrev fx i 2011 bogen The Bible Made Impossible, hvor han blandt andet argumenterer for, at Skriften åbenlyst må være uklar, når folk med samme bibelsyn kommer frem til modstridende tolkninger.
Jeg synes selv, det kan være svært at tro på, at Skriften er klar, både fordi jeg oplever, at teksterne er svære at forstå, og fordi jeg ikke altid når den samme konklusion som mine kristne venner. Men når jeg alligevel vælger at fastholde troen på Skriftens klarhed, skyldes det, at dogmet er knapt så ambitiøst, som det ofte bliver gjort til! Det er nemlig ikke hele Bibelen i alle dens udsagn, der er klare som gennemsigtigt glas. Der er væsentligt flere nuancer i det end det. Lad mig give dig fem nuancer:
Elementært selvmodsigende
For det første fastholder kristne, at Skriften er klar, fordi det er elementært selvmodsigende at hævde, at Gud skulle modsige sig selv eller forvirre sine skabninger – hvis Gud vil i kontakt med mennesker, formår han at gøre det sådan, som han ønsker. Når Gud åbenbarer sig, altså gør noget skjult synligt, så formår han at gøre det sådan, at det bliver virkeligt synligt. Det er den magt, Gud har, fordi han er Gud. Som den australske teolog, Mark Thompson, siger det: “The clarity of Scripture needs to be placed firmly in the context of the living God’s involvement with the world he has made and the people he has saved.”
Det betyder ikke, at alt i Bibelen er enkelt at forstå, men det betyder, at hvad Gud ønsker med Bibelen – at den klart skal kommunikere vejen til frelse for mennesker – er klart i Bibelen: Mennesket frelses ved at tro på Jesus, og det er faktisk tindrende klart, når Bibelen læses i sin helhed.
Mennesket er uklart
For det andet må kristne også acceptere, at mens Bibelen er klar, er mennesket uklart. Sagt lidt højpandet, så er det Bibelens natur, dens ontologi, at være klar, mens menneskets erkendelsesevne, vores epistemologi, er begrænset. At vi ikke altid formår at blive enige om en tolkning behøver derfor ikke at betyde, at Skriften er uklar. Fejlen kan være vores. Denne pointe kan let overbetones, for det er oplagt, at der ikke er noget vundet ved at have en klar tekst, hvis læseren er uklar. Men vi må ikke glemme det forrige punkt: Gud ønsker at lade sig kende og at mennesker skal kende vejen til frelse. Så selvom vores erkendelsesevne er skrøbelig, er den ikke en hindring for, at Gud kan kommunikere med os.
Hele Bibelen, ikke nødvendigvis de enkelte dele
For det tredje har kristne altid sagt, at Bibelen selv er en del af fortolkningen. At de meget klare steder skal forklare de mindre klare. Når vi siger, at Skriften er klar, er det derfor hele Bibelen, vi mener, og ikke nødvendigvis de enkelte dele. Vi tror på Skriftens klarhed, fordi vi tror på hele Bibelen. Det er derfor ikke i modstrid med læren om Skriftens klarhed at fastholde, at teksterne også har en dybde, der gør, at man kan arbejde med dem i mange år og stadig opdage nyt. Eller som kirkefaderen Augustin bemærkede det med en elegant formulering allerede i det femte århundrede: “It is a wonderful and beneficial thing that the Holy Spirit organized the holy scripture so as to satisfy hunger by means of its plainer passages and remove boredom by means of its obscurer ones.” På en måde er det en gave fra Gud, at vi ikke har fået en simpel og kedelig pixibog eller en telefonbog, men en tekst med både fascinerende kompleksitet og præcis information om vejen til frelse.
Ytre og inre
En fjerde nuance er, at kristne skelner mellem en ydre og en indre klarhed. Den ydre klarhed er, at frelsesbudskabet i Bibelen er ligefremt. Det er en proklamation af Guds gerninger i verden, for at mennesker skal kunne have fællesskab med ham. Det er et budskab, der er til at forstå, når man læser Bibelen, og det bliver forstået stort set ens over hele verden. Denne ydre klarhed er tilgængelig for alle, både troende og ikke-troende. Den indre klarhed er mere tricky, for den er afhængig af Helligåndens oplysning af sindet. Den er derfor kun tilgængelig for den troende, og den handler om, at teksten ikke blot forstås med intellektet, men også tros med hjertet. At budskabet om Jesus som frelser er en sandhed for mig. At jeg har tillid til, at hvad Bibelen beskriver som min virkelighed, vitterligt også er det. Det er en klarhed, som ikke ligger i teksten, men som gives af Helligånden under bøn. Faktisk er også den ydre klarhed afhængig af Helligånden, men det er en gerning, der er mere indirekte, fordi den er så umiddelbart tilgængelig for alle.
Oppgave: Klar gennem fortolkning
Den femte pointe er, at hvis vi fastholder, at Skriften ikke er klar, er det menneskets opgave at gøre den klar gennem fortolkning. Og det gør os faktisk til tekstens dommere, en position som kirken ikke kan acceptere, fordi den tager myndigheden ud af Guds hænder. Det er Guds ord, der oplyser os, ikke omvendt (Sl 119,105).
Disse fem nuancer fjerner ikke frustrationen over, at der er besværlige passager i Bibelen. Men kristne har heller aldrig hævdet, at der ikke er disse besværlige tekster. De er der, og de skal håndteres i fortolkningen. Men Skriftens klarhed går på det overordnede budskab, nemlig at Kristus er den eneste vej til frelse, at Jesus er den eneste bro mellem Gud og mig. Det er klart som solen selv.
Hvis vi tror, læren om Skriftens klarhed siger, at alt er gennemsigtigt og enkelt, så frustreres vi unødigt. Det har kristne aldrig lært! Men hovedsporet i Bibelen er klart, fordi Gud ønsker at give sig selv til kende og vise os vejen til evigt liv. Så hvis du kører fast i komplekse tekster, så hold dig til dette hovedspor. Som Luther sagde: “If you don’t understand the obscure, then stay with the clear”.