Faldet: Sex er ødelagt af synden – men forløst af evangeliet

Der er ufatteligt meget godt og velsignet på denne jord. Beviserne på Guds nåde mod alle mennesker er talrige. Men selv det gode er ikke perfekt. Siden syndefaldet i 3. Mosebog er alt det gode og perfekte, som Gud har skabt, slået ud af kurs, skævvredet og infiltreret af dødens og syndens invasive pest.

“(…) badness is only spoiled goodness,” som Lewis skriver.

Det gælder også sex.

I vores iver for at distancere os fra tidligere tiders krops- og sexforskrækkelse vil vi ofte – også i kirken – gerne tale sex op. Vi vil gerne understrege, at det er noget godt, positivt og en gave fra Gud.

Derfor kan man også få det indtryk, at hvis blot vi venter med sex til ægteskabet, er der nærmest ingen ende på, hvor godt sex er. Jackie Hill Perry har kaldt det en form for herlighedsteologi (prosperity gospel), hvor kristne ugifte lever i den illusion, at hvis blot de er lydige og venter med sex til ægteskabet, så bliver det uproblematisk og fantastisk.

Sex er en gave fra Gud. Og god, Gudsærende sex er et glimt og et ekko af det, vi havde i haven. Men sex er ikke automatisk godt i sig selv. Sex kan misbruges på et utal af måder, og forsømmer vi at være realistiske omkring syndens konsekvenser og ødelæggende effekter på sex, så indlægger vi os selv – og dem vi vejleder om sex – til et hav af skuffelser og frustration, der kan true både relationen til Gud og til ægtefællen. Og vi risikerer at glemme at løbe til Ham, som kan forløse og befri os fra vores syndige natur, og som vi har brug for i alle livets kampe. Jesus Kristus.

Er vi derimod realistiske om syndens virkelighed, og søger vi Jesus i den kamp, så rummer det uperfekte sexliv muligheden for en fantastisk åndelig vækst og helliggørelse, der bringer os tættere på vores ægtefælle og på Jesus.

Denne artikel vil se på, hvordan sex er brudt af synden, hvad Gud har gjort for at genoprette en falden verden og hvordan det påvirker vores ægteskaber og sexliv samt hvordan Jesus er både vores kraft, forbillede og nådige frelser, også ind i vores sexliv.

Brudt, men ikke uden håb

Man skal ikke leve længe i denne verden for at se, hvordan den gode gave, Gud har skabt i sex, igen og igen bliver misbrugt. Overgreb, misbrug af børn, objektificering af kvinder- og af mænd er bare nogle eksempler.

Men også i de bedste kristne ægteskaber er sex påvirket af den faldne og brudte virkelighed, vi lever i. Sex er brudt, både uden for kirken og i kirken. Både for dem, der tager hul på sex inden ægteskabet, og for dem der venter.

Lad mig give blot nogle eksempler:

• Vi kommer til ægtesengen med en masse bagage. Vi medbringer vores dårlige selvværd, skyld, skam og traumer.
• Mange af os har et forvrænget syn på skønhed, måske særligt på kvindekroppen.
• Vores kroppe er brudte. Vi kan opleve fysisk smerte ved sex, og vi kan på forskellige måder være mærket af sygdom, fysisk og psykisk.
• Mange par, der kæmper med barnløshed. Da er sex ikke bare et frirum eller en vej til fysisk nydelse, men en påmindelse om en smertefuld kamp for at undfange det barn, man så brændende ønsker, men ikke får.
• Fordi vores hjerter ikke er i sync med det, Gud er og vil, har vi fejlagtige forestillinger om sex som en “øjeblikkelig belønning”, noget nemt og naturligt, som ikke kræver noget af os. Vi længes efter sex de forkerte steder, på tidspunkter, der ikke flugter med vores ægtefælles ønsker og behov, og vi længes ofte på en selvcentreret måde, der blot handler om min tilfredsstillelse. Overordnet længes vi efter sex på en mindre smuk måde end det, Gud har skabt det til at være. Som Lewis skriver, er vores “desires too weak”.

Evangeliet er, at Gud er så realistisk omkring syndens konsekvenser, at han ikke bare lod stå til. Han handlede. Han gjorde noget for at frelse os fra vores synd, for at hele det brudte. I det hele taget, og i vores sexliv.

Evangeliet er, at Gud er så realistisk omkring syndens konsekvenser, at han ikke bare lod stå til. Han handlede. Han gjorde noget for at frelse os fra vores synd, for at hele det brudte. I det hele taget, og i vores sexliv.

Det må give os mod til at være realistiske om syndens konsekvenser i vores sexliv, men også håbefulde, fordi Guds ufattelige kærlighed, vedholdenhed og hans enestående frelse sætter os fri til at kæmpe for det gode og sande og til at stræbe efter at ligne ham mere og elske andre bedre.

Guds pagter

Lige siden Adam og Eva blev forvist fra haven og fra det nære og frimodige fællesskab med hinanden og Gud, har Gud søgt at genoprette det brudte forhold. Den store fortælling gennem Gammel Testamente, er fortællingen om en trofast Gud, der vedholdende elsker og søger fællesskab med et folk, der igen og igen vender ham ryggen og vanærer ham. For at binde sig selv til det folk, indgår Gud en pagt med sit folk. En pagt om at han vil være deres Gud, velsigne dem, og at han en dag vil lade en Messias føde, som skal genoprette alt det brudte (1. Mosebog 12:1–3).

Den måske stærkeste metafor, der bruges til at beskrive Guds pagtsforhold til sit folk, er ægteskabet mellem en mand og en kvinde.

I Hoseas’ Bog siger Gud sådan her til sit folk Israel:

”Jeg forlover mig med dig for evigt;
(…)
Jeg forlover mig med dig i troskab,
Og du skal kende Herren”
(Hoseas 2:21)

Når Gud skal hele det brudte og ødelagte, så gør han det gennem ægteskab. Ved at “gifte sig” med sit folk. Ved at vie al sin kraft og styrke til at gøre dem, der forlod ham og forkastede ham, til sine.

Den nye pagt

Kulminationen på Guds pagtsforhold til sit folk, sker, da han sender Jesus som indstifter den nye pagt ved sit eget blod (1. Kor. 11:25). En pagt, der gør det muligt for alle syndere i alle folkeslag at få adgang til en genoprettet, nær, klippefast og dybt kærlig relation til Gud.

Jesu blod og opstandelse baner vej for os tilbage til haven – i Jesus er “paradis-vejen” funden, som vi synger i en julesalme, vejen til at Gud igen skal “bo hos menneskene” og vi skal være en del af det fællesskab, vi havde i haven, og som vores hjerter sukker efter.

Glimt af håb i en falden verden

Ligesom Gud bragte håb og genoprettelse gennem pagter med sit folk, så kan vores ægteskaber og den pagt, de repræsenterer, skabe små oaser af håb, sandhed og godhed i en forvirret, forvildet og falden verden. Vi kan med vores ægteskaber afspejle Guds trofaste, forpligtende kærlighed til os.

Sex kan og bør spille en afgørende rolle i den mission. For gennem sex kan vi forny og bekræfte vores pagt over for hinanden.

I Det Gamle Testamente gav Gud fra tid til anden sit folk mulighed for at forny pagten igennem bestemte ceremonier (f.eks. Jer 34,18–22).

I ægteskabet har vi også brug for og mulighed for på ny at forsegle og bekræfte den pagt vi indgik, da vi blev gift.

I Tim og Kathy Kellers bog ‘Det meningsfulde ægteskab’ beskrives sex som vores pagtsfornyelsesceremoni:

“Der er brug for en mulighed til på ny at besinde sig på alt, hvad den anden person betyder for en, og til at give sig selv på ny. Sex mellem mand og hustru er en unik måde at gøre det på.”

Mens sex styrker og bekræfter pagten mellem mand og hustru, kommer sex i dette lys også til at gavne langt bredere end mig og min ægtefælle. Dén nærhed, sammenknytning og hengivelse, sex katalyserer i et ægteskab, giver tryghed til vores børn. Den giver stabilitet og energi til vores ægteskab og hjem, som gør, at vi i langt højere grad kan være til gavn for andre – på vores arbejdsplads, i vores kirke, for vores venner og naboer.

Men skal vi som syndere lykkes med den pagtsfornyende sex, der styrker vores ægteskab, så det reflekterer Guds kærlighed til folk omkring os, har vi uendeligt meget brug for Jesus. Uden den store Læge og Befrier kan vi ikke udleve visionen om et sexliv og ægteskab, der bliver et jordisk glimt af Guds kærlighed til og trofasthed over for os.

Hvis vi har grebet om evangeliet, så er Kristus blevet vores kraft til at kunne elske vores ægtefælle, ligesom Kristus har elsket kirken. Hans kærlighed og nåde til os, udtrykt gennem hans liv og død, er den livgivende kilde, der strømmer ind i os og gør os i stand til at elske.

Kristus som kraften

Jesus er, for det første, kraften til at vi kan elske vores ægtefælle.

Jesus Kristus har givet sig fuldstændig hen for at vinde sin elskede kirke. Han forlod sin himmelske herlighed og blev en del af en syndig verden. Han gik hele vejen til korset og kæmpede mod Satan, for at du og jeg aldrig skal gå samme vej. Han gav fuldstændig afkald på egne interesser og tog sig i stedet af vores.

Hvis vi har grebet om evangeliet, så er Kristus blevet vores kraft til at kunne elske vores ægtefælle, ligesom Kristus har elsket kirken. Hans kærlighed og nåde til os, udtrykt gennem hans liv og død, er den livgivende kilde, der strømmer ind i os og gør os i stand til at elske.

Kristus er altså vores kraft til at elske i ægteskabet generelt og i sexlivet specifikt. Han er også vores forbillede, den der viser vejen til sand hengivelse og selvopofrelse.

Kristus som forbillede

Når Paulus i Efeserbrevet kapitel fem skal skrive om ægteskabet, og dermed implicit om sex, nævner han hele tiden Jesus. Vi skal underordne os under hinanden (v. 21) i ærefrygt for Kristus. Mænd skal elske deres hustruer “(…) som Kristus har elsket kirken” (Ef. 5:25). Og når han taler om den enhed – “ét kød” -, som en mand og kvinde bliver til i ægteskabet, så henviser han igen til Jesus Kristus: “Dette rummer en stor hemmelighed, jeg sigter til Kristus og kirken.” (v. 32).

Hvordan ser det mere konkret ud at elske seksuelt med Kristus som forbillede?

At elske med selvopofrende Kristus-inspireret kærlighed, betyder, for det første, at jeg selv og min egen nydelse ikke kan være i centrum.

Vi er skabt i den treenige Guds billede. Keller skriver om forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, at hver person i treenigheden fra evighed af har “herliggjort, æret og elsket de to andre”. Keller kalder det en ‘orientering mod den anden’.

Skal jeg afspejle Gud og ligne Kristus må jeg altså være orienteret mod ikke bare mig selv og mine fysiske behov, men mod min ægtefælle og dennes behov. Det betyder ikke, at min egen nydelse er forkert – den er også gudsskabt. Men det betyder, at jeg ikke nødvendigvis kan få sex når som helst og hvor som helst, jeg synes, jeg har behov for det, men at jeg nogle gange må vente og udøve selvkontrol for at ære og respektere min elskede.

At sex er en forenende, pagtsfornyende handling, som ikke er centrerer sig om mig, men er orienteret mod den anden, betyder også, at det er noget jeg deler eksklusivt med min ægtefælle – ikke med andre, ikke med mig selv eller med billeder af andre kvinder eller mænd.

Samtidig må min ægtefælle aldrig bare være et redskab til min egen nydelse. Hun/han er et dyrebart menneske, jeg skal elske og ære. Derfor må jeg ikke blot have min egen men også hans eller hendes glæde for øje. Det indebærer bl.a. at jeg sætter mig ind i, hvad der glæder min ægtefælle og tager en interesse i det køn og den krop, Gud har skabt min ægtefælle med.

Løfte den anden op

For det andet, så skal vi ikke bruge sex til at fremhæve os selv, men til at løfte den anden op.

Vi skal vise kærlighed, ømhed, agtelse og ære, som Kristus gør med kirken.

Og det er ikke et tab for os at løfte vores ægtefælle op. For vi er ét kød. Derfor er det sandt, som Paulus skriver:

Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. (Ef 5,28)

Og så skal vi hjælpe vores ægtefælle til at ligne Kristus ved at tage imod den tjeneste, han eller hun stræber efter at give os. Vi skal lade os tjene.

Det kan måske særligt være en udfordring for kvinder i en tid, hvor vi konstant får at vide, at vi skal være nok i os selv. Som Miley Cyrus synger i sangen Flowers:

‘I can take myself dancing
And I can hold my own hand
Yeah, I can love me better than you can’.

Også seksuelt får vi at vide, at vi skal kunne tilfredsstille os selv og ikke være afhængige af, at en mand gør det.

Det er sandt, at hverken mænd eller kvinder har brug for en romantiske partner for at være hele eller værdifulde mennesker.

Men det er et falsk evangelium, at vi bliver “frelst” eller hele af at være nok i os selv. Kun en kan gøre os hel: Jesus.

Derudover har Gud skabt både kvinder og mænd til at indgå i fællesskaber med det andet køn. I ægteskabet og i vores kirkefamilie. Fællesskaber, hvor vi i vores forskellighed afspejler den treenige Gud selv, bl.a. i tjeneste og hengivelse for den anden.

Vi kan hjælpe vores ægtefælle til at udfylde sit tjenerkald ved at fortælle, hvad vi har brug for og hvordan han/hun kan nære og pleje mig og min krop. Og ved at have tålmodighed, kærlighed og overbærenhed, mens vores ægtefælle dygtiggør sig i at elske mig.

Kendt og elsket

Men selvom vi har grebet evangeliet, og Guds ånd bor i os, og selvom vi efterstræber at ligne Kristus i vores sexliv, så vil vi fejle. Vi vil sætte os selv i centrum, vi vil såre vores ægtefælle og vi vil påvirkes af samfundets misforståelser af, hvad det vil sige at elske.

Og sex har i særlig grad en evne til at bringe svære ting frem i lyset.

Den sårbarhed, som god sex bygger på, kan afsløre usikkerhed, skyld, vrede, jalousi. Når sex bringer disse ting frem i stedet for bare at være nemt og give os nydelse, så kan det føles som et nederlag – men det er det ikke. Dels kan det føre til en dybere heling og en dybere ét-kød-forening, når vi lader vores ægtefælle se det brudte og grimme og elske os midt i det. Her kan vi være glimt af Kristus for hinanden.

Tim Keller har beskrevet evangeliet smukt og rammende:

“To be loved but not known is superficial. To be known but not loved is our nightmare. Only Jesus knows us to the bottom and loves us to the sky.”

Når min ægtefælle ser og kender mig fuldt ud og elsker mig, så minder det mig om den endnu større kærlighed, Jesus har til mig – til trods for at han ved alt om mig.

Som ægtefæller og som elskende kan vi altså være et lysglimt af Kristi kærlighed ind i vores elskedes liv.

Hen til korset

Vi har dog brug for mere end glimt af Kristi kærlighed. Vi har brug for Jesus selv. Og den sårbarhed og brudthed, som sex afslører, bør ikke blot bringe os tættere på vores ægtefælle. Den bør drive os til korset.

Jesus Kristus, som intet grimt og brudt havde at gemme på, gjorde sig selv nøgen og sårbar, tog vores mørkeste tanker og mest egoistiske valg på sig og blev straffet for at vi kunne være frie.

Når vi gør sex til alt andet end det, Gud har skabt det til at være – så må vi løbe til korset. Vi må lægge vores byrder ved Jesu fødder og igen og igen høre ordene: “Det er fuldbragt”. Han har taget straffen, betalt prisen, sonet synden.

Når vi bliver mindet om seksuel synd, når vi er egoistiske elskere, når vi opstiller umulige idealer for vores mand eller hustru, når vi tror på verdens løgne om skønhed og kærlighed, og når vi gør sex til alt andet end det, Gud har skabt det til at være – så må vi løbe til korset. Vi må lægge vores byrder ved Jesu fødder og igen og igen høre ordene: “Det er fuldbragt”. Han har taget straffen, betalt prisen, sonet synden.

Min oldefar, præst og missionær Daniel Dirksen har skrevet:

“Måtte Gud for hver dag drage os nærmere ham, da ser vi da vor synd større, men freden bliver så meget rigere.”

Men helt ærligt, skal sex nu blandes sammen med synd og nåde, kors og bekendelse? Er det ikke hele pointen med sex, at det skal være let og lystfyldt? Kan vi ikke få lov at slå hovedet fra og lægge biblen i det andet rum?

Det er muligt at have en form for sex, der primært er fysisk, og hvor den andens krop (eller det billede, du ser på eller den måde du rører ved dig selv) udelukkende bliver et redskab til at fremkalde en fysisk reaktion – ikke en dybere fortrolighed, hengivenhed og intimitet og en vækst mod at ligne Jesus og komme tættere på ham. Men jeg er overbevist om, at Gud har skabt sex til at være mere end det.

Den Gudsærende, gode sex har bestemt også elementer af det lette og lystfyldte – dette hyldes også i biblen (Højsangen, Ordsprogenes Bog 5:18–19).

Men så længe sex involverer to hele mennesker, med sjæle, synd, bagage, drømme og håb, kønslige og personlighedsmæssige forskelle, som følges ad gennem livets op- og nedture, så bliver sex uundgåeligt til andet og mere end en ukompliceret leg. Det kan man begræde. Men man kan også se det som vejen til noget dybere og større end øjeblikkelig belønning – en dybere glæde ved at være kendt, elsket og tilgivet, ved at have kæmpet sig gennem en bølgedal sammen og kommet ud på den anden side – skåret og uperfekt, men forenet på et dybere plan og ved at have mødt nåden i Jesus 77 gange. Dét er en glæde, som holder og som i øvrigt udgør det bedste underliggende fundament for lyst, lethed og hengivelse på lang sigt.

Dyb og ægte glæde er som en diamant; der skal hakkes og bores for at komme ind til den. Det kan gøre ondt. Men det er det hele værd.