×

Midt i lighedskulturen: at genfinde Guds design

Editors’ note: 

This article is also available in English.

I Danmark er lighed en selvfølge. På arbejdspladsen, i skolen og i hjemmet bygger vi vores kultur på retfærdighed, uafhængighed og enhed. Vi bryder os ikke om hierarki – og slet ikke om autoritet. Selv i ægteskabet virker tanken om, at en mand skal lede, og at en kvinde skal følge lederskabet både gammeldags og forkert.

I vores nordiske samfund lever den forbandelse videre. Vi sætter vores lid til kontrol, og ikke til tillid. Til lighed, ikke til komplementaritet. Vi hylder ensartethed, selvom skaberværket illustrerer, at forskellighed er godt.

Jeg kender spændingen indefra. Jeg arbejder i byggebranchen – et område der engang var domineret af mænd. Men min virksomhed, lige såvel som mange andre, fremhæver stolt sit engagement i “ligestilling og kvinders styrkelse”. Jeg er taknemmelig for de muligheder, som det har givet. Men jeg har også lagt mærke til en underliggende tone; Vi ved ikke længere, hvad vi skal stille op med mænd – eller med den styrke, som Gud egentlig har givet dem.

En kultur, der mistænker lederskab

I vores kultur får kvinder at vide, at de kan alt. Budskabet er opløftende på overfladen; kvinder er ledere, krigere, opfindere samt helte. Men under overfladen gemmer sig ofte et andet budskab – at mænd er overflødige, umodne eller ligefrem en hindring.

Det er det samme mønster, vi ser i 1 Mosebog kapitel 3. Da synden kom ind i verden, sagde Gud til Eva, at hendes attrå/længsel skulle være for hendes mand, og at han skulle herske over hende (1. Mos 3,16). Det, der før var et glædeligt partnerskab, blev nu en kamp om kontrol. Lederskab og underordning var ikke problemet – men det var synden. Og siden da har mænd været fristede til at trække sig, og kvinder været fristede til at tage styringen.

I vores nordiske samfund lever den forbandelse videre. Vi sætter vores lid til kontrol, og ikke til tillid. Til lighed, ikke til komplementaritet. Vi hylder ensartethed, selvom skaberværket illustrerer, at forskellighed er godt.

Skønheden i det bibelske hovedskab

Efeserbrevet 5,22–25 giver os et andet billede:

I hustruer under jeres mænd som under Herren;  for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

 Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den  for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet,  for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.  Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv.

Denne form for hovedskab/lederskab handler ikke om magt eller værdi, men om kærlighed og ansvar. Kristi hovedskab/lederskab betød, at han gav sit liv for sit brud. En mands lederskab skal afspejle den samme selvopofrende kærlighed. En hustrus underordning afspejler kirkens tillid og lydighed mod Kristus.

Når begge lever under Kristi autoritet, bliver resultatet ikke undertrykkelse, men orden – en fred, der afspejler Guds gode design.

At lære at stole på

I den nordiske del af verdenen bliver lederskab ofte forvekslet med arrogance og ligeledes underordning forvekslet med svaghed. Men evangeliet giver begge dele nye betydninger.

Før vi blev gift, gav min mand mig et løfte: ”Jeg vil altid tage kampen med dig.” Dengang forstod jeg ikke helt, hvad han mente. Men nu gør jeg. Han mente, at han ikke ville være passiv. Han ville engagere sig, lede, og ikke give efter, når jeg forsøgte at styre ud fra frygt.

Gennem årene har det løfte formet vores ægteskab. Jeg er naturligt praktisk og jordnær. Jeg ser, hvad der skal gøres her og nu – hvad børnene har brug for, hvad vi har råd til, hvad der skal repareres. Min mand ser længere frem. Han spørger, hvor vores familie er på vej hen, hvad vi bygger og hvem vores børn er ved at blive.

Hans lederskab er ikke perfekt, men det er målrettet. Og når jeg lærer at stole på ham, oplever jeg lettelse – ikke begrænsning. Gud har ikke skabt mig til at bære det altsammen alene.

Når evangeliet former ægteskabet

Efeserbrevet 5 beskriver ikke kun et mønster for ægteskabet – det afspejler selve evangeliet. Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for hende. Det er hovedskabet/lederskabet. Kirken svarer med tillid og lydighed. Det er underordning.

Jo mere jeg ser vores ægteskab gennem det perspektiv, desto mere forstår jeg, at hovedskab/lederskab ikke handler om et mandligt privilegium, men om en guddommelig orden. Det er ikke en byrde at bære, men en nåde at leve under. Når min mand leder i kærlighed, og jeg følger i tillid, bliver vores hjem et lille afspejl af den harmoni, Gud oprindeligt havde haft i sinde.

I den nordiske del af verdenen bliver lederskab ofte forvekslet med arrogance og ligeledes underordning forvekslet med svaghed. Men evangeliet giver begge dele nye betydninger. En mands lederskab er ydmygt og tjenende. En hustrus underordning er stærk og trofast. Sammen peger de på noget større – forholdet mellem Kristus og kirken.

En bedre frihed

Verden lover frihed gennem kontrol. Gud tilbyder frihed gennem tillid. Når jeg modsætter mig min mands lederskab, gør jeg det ofte af frygt – frygt for at miste indflydelse eller tryghed. Men når jeg underordner mig hans lederskab, som for Herren, oplever jeg fred. Min mand fejler nogle gange – men det gør Kristus ikke. Min underordning er i sidste ende en tillidserklæring til Guds godhed.

Det er et budskab, vi har brug for i den nordiske kirke i dag. Vi har arvet velsignelsen af lighed, men også dens forvrængninger. Vi er blevet mistroiske over for forskellighed, bange for hierarki og usikre på hvordan gudfrygtig autoritet ser ud. Dog viser Bibelen os, at forskellighed ikke er splittelse – det er Guds design.

Guds veje er højere end vores veje (Es 55,9). Hans orden er ikke undertrykkende, men smuk. Og når vi stoler på Ham – det vil sige, når mænd leder som Kristus, og kvinder følger som kirken – får verden et glimt af selve evangeliet.

Det er, hvad jeg har lært efter ti års ægteskab. Sand frihed kommer ikke af at holde fast. Den kommer af at give slip – og stole på, at Guds vej virkelig er den bedste.

LOAD MORE
Loading